Grønlands dyr og indlandsisen


Sæler

01/10/2013 12:57

Der lever fem forskellige sælarter i Grønland - den spættede sæl, remmesælen, ringsælen, grønlandssælen og klapmydssælen. Remmesælen og den spættede sæl er ikke særlig udbredte. Den spættede sæl er faktisk ikke en arktisk sælart; den lever normalt ved ubeboede øer, rev og sandbanker i den tempererede zone af havene, men den kan også leve i den subarktiske zone, som er det område, hvor det kolde polarvand blandes med vand fra Atlanterhavet. 

Remmesælen foretrækker at opholde sig tæt på land. Den lever primært ved fjorde og bugter om sommeren, hvor den fanger fisk og krebsdyr i vandet. Om vinteren, når islaget dannes på vandet, lever remmesælen på iskanten på den ydre del af isen ved fjordene og bugterne. Remmesælen er afhængig af isen om vinteren.

Ringsælen er en af de mest udbredte sæler i Grønland. Ringsælen er meget afhængig af isen om vinteren, hvor den opholder sig i områder, hvor der dannes is på havet. De befinder sig også i fjorde, hvor vandet fryser til is. Ringsælen føder dens unger i huler i snedriver, hvor de holdes gemt, indtil de er voksne nok til at klare sig selv. De gemmes her, så det er sværere for polarræve og isbjørne at finde og æde dem. Ringsælen spiser ofte polartorsk og tangloppe, men den spiser også krill, fjordtorsk og lodde.

Klapmyds er den største sælart. Den kan veje op til 400 kg og blive over 2,5 meter lang. Hanklapmyds har en blære på hovedet, som den puster luft i, når den bliver sur. Klapmydssælen lever normalt på isen ude på havet og nærmer sig sjældent kysten. Klapmyds dykker efter deres føde, og de kan dykke over 500 meter under havets overflade for at fange føde. De lever af helleflynder, polartorsk, sild, lodde, rødfisk og blæksprutte.

Den sidste sælart er grønlandssælen, som er den mest udbredte sælart i Grønland. Denne findes i arktiske havområder med pakis. Grønlandssælen lever primært af krill, småfisk, polartorsk og tanglopper. 

—————

Back